Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Bekæmpelse af Japansk Pileurt

Japansk pileurt (Fallopia Japonica) er en planteart, som med sin kraftige vækst og rodnet er svær at udrydde. Det er derfor vigtigt at bekæmpe japansk pileurt.

Om japansk pileurt

Planterne kommer frem med små skud i foråret, og sæsonen strækker sig frem til oktober. De blomstrer i august-oktober, i løbet af september visner bladene, og kun de tomme stængler står tilbage. Plantens underjordiske dele kan nå ned til 2 m i jorden og op til 7 m ud fra centrum, og dette rodnet overvintrer. Japansk pileurt kan blive 1-3 m høj, og kan danne tætte bestande med 80 skud pr. m2. Stænglerne er bambusagtige, foroven rigt grenet og ofte rødlige. Bladene er 5-12 cm lange, bredt ovale, og sidder spredt på stænglerne. Blomsterne er cremefarvede. Planten stammer fra det fjerne Østen og blev indført som prydplante for mere end 100 år siden. Da planten kan danne tætte bestande, betyder det, at de skygger den naturlige vegetation ihjel. På grund af det kraftige rodnet og kraftige vækst, så er japansk pileurt svær at bekæmpe. Planten kan spire fra små rod-eller stængelfragmenter. Japansk pileurt er en invasiv art, hvilket betyder, at planten har en negativ effekt på hjemmehørende plantearter.

Bekæmpelse

Generelt bør japansk pileurt bekæmpes først på sæsonen. Det vil ofte være nødvendigt at følge op med mere bekæmpelse og flere metoder. Indsatsen strækker sig over flere år, pga. deres kraftige rodnet og vækst. Der er derfor stor sandsynlighed for at planten genetablerer sig, hvis man ikke vedholdende bekæmper planten. Der er flere metoder til bekæmpelse af planten, alt efter bestandens størrelse. Hvis planterne er nyetablerede eller små, egner oprykning af planten sig bedst. Da der ved unge planter er stor sandsynlighed for at kunne trække størstedelen af roden med op. Ved store bestande er det muligt at grave planten op med maskiner. Denne metode er dog meget ressourcekrævende og den er ikke egnet på sårbare lokationer. Man kan holde japansk pileurt nede og forhindre den i at sprede sig ved slåning. Det er en metode som skal foretages mindst 4 gange i løbet af vækstsæsonen og bør fortsætte i mindst 10 år, for at udrydde planten helt. En anden metoder er at plante “skygge-planter” omkring planten. Ved denne metode kan man begrænse og i nogle tilfælde stoppe udbredelsen af den. Uanset hvilken metode man vælger, er det meget vigtigt at man bortskaffer plantematerialet efterfølgende, så planten ikke har mulighed for at genetablere sig andre steder.

Bortskaffelse af japansk pileurt

Hvis du som haveejer har bekæmpet planten, skal du komme resterne i en klar sæk. Det er vigtigt, at du ikke taber noget af planternes rødder, når du flytter rundt på de opgravede planter, fordi japansk pileurt kan genetablere sig ud fra et lille efterladet rodstykke.

Når du kører dit haveaffald på genbrugspladsen, kan du benytte dig af Bogense, Søndersø eller Otterup genbrugsplads.

Japansk pileurt skal afleveres i den container der hedder ”Rest efter sortering”, som er container nr. 12 på alle tre genbrugspladser. Du må ikke aflevere japansk pileurt til haveaffald.

Hvis du er i tvivl, om hvordan du skal bortskaffe japansk pileurt, kan du altid forhøre dig på den lokale genbrugsplads, eller læse Nordfyns Kommunes sorteringsguide på vores hjemmeside.

Som privatperson kan du frit aflevere sækkene på genbrugspladserne. Som erhvervsdrivende vil der kræves betaling for aflevering af affaldet.

Bemærk: Disse dokumenter opfylder desværre ikke kravene til tilgængelighed iht. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016. Har du behov for at få læst dokumenteerne højt, så kontakt teknisk@nordfynskommune.dk .