Formålet med vådområder er at reducere udvaskningen af kvælstof, som tilføres vandløb og som i sidste ende påvirker vore sårbare kystvande, som på nuværende tidspunkt er i forfald. Dertil er samfundsformål som grundvandsbeskyttelse, biodiversitet, CO2 reduktion mv. også en bonus ved udførelse af projektet.
Vådområder kan etableres på flere måder, og en tidlig inddragelse med ligeværdig dialog mellem Kommune, lodsejere og rådgiver er begyndelsen på alle vores projekter. Derved bliver konflikter undgået og potentialer samt hensyn til området og lodsejeres ønsker til projektet bliver drøftet.
Hvis du kunne være interesseret i at medvirke i et vådområdeprojekt, så ring til Nordfyns Kommune på tlf. 64828282 og mail naturmiljoe@nordfynskommune.dk.
Hvordan foregår de overordnede processer i et vådområdeprojekt?
Et vådområdeprojekt består af en forundersøgelsesfase og en realiseringsfase.
Formålet med forundersøgelsen er at skaffe et tilstrækkeligt vidensgrundlag til at kunne vurdere et vådområdes effekt og afgrænsning samt få afklaret lodsejernes ønsker til medvirken. Realiseringsfasen sikrer jordfordeling samt køb og salg af arealer inden anlægsarbejdet kan finde sted.
Opstartsmøde
Ved forundersøgelsens opstart bliver lodsejere i området inviteret til en indledende dialog på et fælles møde. Kommunen har på dette tidspunkt ikke et konkret projektforslag, da formålet med mødet er sammen at drøfte projektets rammer samt potentialer og interesser i området. På mødet bliver lodsejerne oplyst om en eventuel proces for en forundersøgelse, så alle ved hvad de går ind til. Lodsejernes frivillige deltagelse er afgørende for realisering af gode projekter og er med til at sikre værdi for det lokale område.
Midtvejsmøde
4-6 måneder efter opstartsmødet inviteres lodsejerne til et midtvejsmøde, hvor de introduceres til et skitseforslag, og de forskellige inputs fra første møde er forsøgt tænkt ind. Skitseforslaget viser hvordan et potentielt vådområde kan udformes på arealerne, og hvordan de fremtidige hydrologiske forhold bliver.
På mødet bliver lodsejerne bedt om at tage stilling til projektet og foreløbige ønsker til kompensationsform. Der bliver mulighed for at komme med flere input og på baggrund af det, udarbejdes et endeligt projektforslag, som bliver til den endelige tekniske og ejendomsmæssige forundersøgelse. På møderne afklares også ønsker til fremtidig anvendelse og drift af vådområdet herunder evt. afgræsning og jagt samt andre rekreative interesser.
Eventuelle afværgeforanstaltninger planlægges, så et vådområdeprojekt ikke påvirker arealer uden for projektgrænsen.
Etablering
Med baggrund i forundersøgelsen, ansøger Kommunen om tilsagn til realisering af projektet ved Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Dernæst indkalder jordfordelingsplanlæggeren til et møde, med lodsejerne omkring jordfordeling og kompensation.
I nedenstående tabel, gives der et overblik over mulighederne for jordfordeling, salg eller kompensation ved deltagelse i et vådområdeprojekt.
Overblik over mulighederne for jordfordeling, salg eller kompensation ved deltagelse i et vådområdeprojekt
Jordfordeling | Salg | Kompensation |
---|---|---|
Du sælger og/eller køber arealer indenfor projektområdet.
Du sælger og/eller køber erstatningsjord uden for projektområdet. | Du sælger projektarealet til Landbrugsstyrelsen til markedspris.
Vi sælger arealet senere i offentlig udbud - alle kan købe. | Værditab Du kan beholde projektarealer og få individuel kompensation for værditabet på markniveau, som udbetales efter kendelsen.
Éngangskompensation Du kan beholde projektarealer og modtage éngangskompensation efter fast takst, når projektet er gennemført |
Ved engangskompensation er støttesatsen 82.500kr/ha for omdriftsarealer og 35.500 kr/ha for permanente græsarealer.
Læs mere om tilskud her i afsnit 3.5 (Vejledning om tilskud til vand- og klimaprojekter 2024 og 2025.pdf)
Efter det endelige projekts detaljer og lodsejers ønsker er afklaret, igangsættes myndighedssagsbehandling og etableringsarbejdet sendt i udbud hos entreprenører hvorefter projektet realiseres. Området tinglyses herefter en servitut om at forblive et vådområde.
Udtagning af lavbundsjorder bidrager dermed både til sikring af natur og biodiversitet, reduktion af kvælstofudvaskningen og lavere udledning af drivhusgasser fra landbruget.
Projekterne kan således bidrage til opfyldelsen af kommunale og nationale klimamål, samt internationale forpligtelser på natur-, miljø- og klimaområdet.
Jævnfør Aftale om implementering af et grønt Danmark fra november 2024, skal der udtages 140.000 ha kulstofrig lavbundsjord i Danmark inden 2030.
Her kan du læse mere om den konkrete Vådområde- og lavbundsindsats i Nordfyns Kommune
Kontakt Natur & Miljø
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup
Mandag | 09.00 - 15.00 |
Tirsdag | 09.00 - 15.00 |
Onsdag | 09.00 - 15.00 |
Torsdag | 09.00 - 17.00 |
Fredag | 09.00 - 13.00 |