![](/media/kkdbxm02/den-kulturelle-rygsæk-anette-jahn-fra-måle-fortælleteater-januar-2024.jpg?anchor=center&mode=crop&width=560&&rnd=133831422649600000&heightratio=0.7142857142857143)
Kulturelle oplevelser i børnehøjde
I de sidste uger har de nordfynske børnehuse haft besøg af fortælleren Anette Jahn fra Måle Fortælleteater. Med remser og rekvisitter har hun tryllebundet børnene med sin egen version af H. C. Andersen-eventyret 'Fyrtøjet'.
Anette Jahn har i en turné, arrangeret af Nordfyns Biblioteker, sunget om heksens vildskab og prinsessens længsel i både fællesrum og gymnastiksale ved de enkelte børnehuse.
Hver forestilling blev afsluttet med, at børnene modtog et lille hjerte som et minde om prinsessen og soldatens kærlighed.
Vi ser tilbage
Fortælleturnéen er en del af indsatsen Den Kulturelle Rygsæk, hvor de nordfynske børn og unge i dagtilbud og skoler får en masse forskellige kulturelle oplevelser i løbet af deres opvækst. Oplevelser, de kan tage med sig videre i livet.
I efteråret 2024 var alle 2. klasser på Nordfyn eksempelvis i Odense Teater og oplevede både teatret og forestillingen 'Narnia's magi, og 4. klasserne blev inspireret til læsning, da børne- og ungdomsforfatteren Salina Schjødt Larsen besøgte de nordfynske skoler på en turné, som var støttet af Statens Kunstfond og arrangeret af Nordfyns Biblioteker.
Sideløbende er 0. klasserne fra de forskellige nordfynske skoler i sanseudstillingen på Kunstmuseum Brandts, 1. klasserne stifter bekendtskab med ballet og moderne dans i en workshop hos Friskolen Det Kongelige Teater – Balletskolen Odense, 5. klasserne får en fornemmelse af årtiernes tidsånd og skiftende designtrends i et besøg på Tidens Samling i Odense, og 9. klasserne stifter bekendtskab med ordkunst i konkurrenceform, når PSFyn afholder workshops på skolerne i genren poetry slam.
Vi ser fremad
Også de næste måneder byder på forskelligartede kulturelle møder, når de nordfynske elever på 6. årgang undersøger deres egen erindring gennem lerets materiale i en billedkunstworkshop, der afvikles lokalt på skolerne.
I slutningen af februar 2025 bliver eleverne i alle 7. klasser inspireret af Nordfynsspillenes Ungdomsscenes med forestillingen 'All Shook Up', og i begyndelsen af marts 2025 skal 3. klasserne synge med Odense Symfoniorkester til en koncert med Sigurd Barrett.
Indsatsen fortsætter i 2025/2026
Indsatsen for Den Kulturelle Rygsæk er prioriteret med midler af Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget, og den fortsætter også til næste skoleår.
Lige nu er den tværfaglige arbejdsgruppe bag indsatsen ved at lægge den sidste hånd på aktivitetsprogrammet for skoleåret 2025/2026. Her kan elever og lærere se frem til gengangere fra dette års program, men også nye tilbud.
Programmet for 2025/2026 når skolerne i april 2025.
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup
Mandag | 09:00-15.00 |
Tirsdag | 09.00-15.00 |
Onsdag | 09.00-15.00 |
Torsdag | 09.00-17.00 |
Fredag | 09.00-13.00 |