Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Sammen om et grønt Nordfyn

Landbrugsorganisationerne og Nordfyns Kommune inviterede lodsejere til dialogmøde om implementeringen af trepartsaftalen. Formålet var at informere og skabe et forum, hvor tanker, bekymringer og muligheder kunne drøftes.

IMG_7943.jpg

Der var samlet cirka 200 deltagere til dialogmøde om trepartsaftalen på Nordfyns Efterskole tirsdag aften. Mødet skulle informere lodsejerne om den indsats, der nu står for døren, samt skabe et rum til dialog om mulighederne, så vel som udfordringerne, ved den politiske aftale, Aftale om Grønt Danmark.

 

Borgmester for Nordfyns Kommune, Mette Landtved-Holm, takker de fremmødte:

 

"Vi står med en stor opgave, som vi kun kan klare i fællesskab. Derfor skal der lyde en stor tak til de rigtigt mange borgere, der satte en aften af til at blive klogere på denne opgave."

 

De fremmødte fik en introduktion til organisationen bag det kommende arbejde og de opgaver, der kommer i forbindelse med aftalen. Der var oplæg fra KL, Landbrugsstyrelsen, Velas, SEGES og Nordfyns Kommune. Mellem oplæggene var der plads til dialog, hvor deltagerne kunne udtrykke deres ønsker, bekymringer samt få svar på spørgsmål.

 

Formand for Teknik- og Miljøudvalget I Nordfyns Kommune, Anders Thingholm, udtaler:

 

"Det er en omfattende proces, der går i gang nu, og for at lykkes har vi et stort fokus på lokal inddragelse. Vi har forsøgt at skabe et rum, hvor lodsejerne kunne fremlægge deres synspunkter og spørgsmål. De input, der er kommet ud af mødet, er med til at forme det videre arbejde."

 

Mødet var forbeholdt lodsejere, som ejer minimum 10 ha. jord i Nordfyns Kommune. Senere vil der komme yderligere borgermøder for alle med interesse i trepartsaftalen.

 

Næstformand i L&F Centrovice, Lars Iversen, udtaler:

 

"Det var et konstruktivt møde, hvor vi fik en god dialog. Det er positivt at landbrugets stemme bliver hørt, så vi kan finde fælles løsninger. Det bliver ingen let opgave, men bestemt ikke umulig, hvis vi samarbejder."

 

Formand for Teknik og Miljøudvalget I Nordfyns Kommune, Anders Thingholm, forsætter:

 

"Vi ser frem til samarbejdet om at udarbejde konkrete omlægningsplaner, der gør en forskel lokalt."

 

Aftale om et Grønt Danmark


Med Aftale om et Grønt Danmark og Aftale om Implementering af et Grønt Danmark får kommunerne en central rolle i planlægning og implementering af den danske arealomlægning. Det betyder, at kommunerne skal udarbejde dynamiske omlægningsplaner senest i 2025, der viser, hvordan man lokalt vil komme i mål med indsatsen. Indsatsen omfatter bl.a. udtagning af kulstofrige lavbundsjorder, vådområder, skovrejsning og ekstensivering samt forbedring af natur og biodiversitet

 

Nordfyns Kommunes klimaplan - Green Steps

 

Opgaverne fra Aftalen om et Grønt Danmark understøtter den igangværende klimaindsats i Nordfyns Kommune, som bygger på kommunens klimaplan, Green Steps.

 

Læs mere på Nordfyns Kommunes klimasite.

Kontaktinformation

Borgemester i Nordfyns Kommune, Mette Landtved Holm, tlf. nr. 6119 1527

Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune, Anders Thingholm, tlf. nr. 2115 3082

Næstformand i L&F Centrovice, Lars Iversen, tlf. nr. 2334 7220

Natur- og Miljøchef i Nordfyns Kommune, Peter Astrup Simmelsgaard, tlf. nr. 4171 5756