Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Kontorassistent - elev

Nordfyns Kommune ansætter kontorelever pr. 1. september

Vi rekrutterer i marts/april, og du kan finde stillingsopslagene her på Nordfyns Kommunes hjemmeside


Som kontorelev ved Nordfyns Kommune får du indblik i mange forskellige arbejdsopgaver, som varierer meget afhængig af, hvilken forvaltning/afdeling du kommer til at arbejde i.

Uddannelsen er planlagt efter en målrettet uddannelsesplan, hvor du kommer rundt i 2 forskellige afdelinger i løbet af din elevtid. Uddannelsen varer 2 år, hvoraf ca. 15 uger er på skole. Uddannelsen afsluttes med en fagprøve.

Vi har pt. følgende praktiksteder i Nordfyns Kommune:

  • Jobcenter
    Kontanthjælp/sygedagpenge sagsbehandling
  • Budget og Regnskab
    Opkrævning/bogføring/afstemning/budget
  • Løn og Kontraktstyring
    Rekruttering/Løn/Overenskomster
  • Borgerservice
    Borgerhenvendelser/hjælp til diverse ansøgninger
  • Strategi og Politik
    HR/Rekruttering/Kommunikation/Politisk betjening

I hver afdeling har du en fast oplæringsansvarlig, der står for din daglige oplæring og giver dig de opgaver, du skal lave. Den oplæringsansvarlige har ansvaret for, at du kommer igennem det faglige indhold i uddannelsesplanen, men vi forventer selvfølgelig, at du også selv tager aktivt del i din læring og er opsøgende og nysgerrig. Det vil give dig den bedste uddannelse og de bedste muligheder fremover. Så snart du er klar til det, vil du få dine egne arbejdsopgaver, som du er ansvarlig for.

Løn under uddannelse

Arbejdstiden er 37 timer om ugen inklusiv frokostpause, og vi har flekstid. Du får løn under hele din uddannelse, og du aflønnes efter overenskomsten mellem KL og HK/Kommunal. Vi udbetaler voksenelevløn til alle over 25 år.

Er du under 25 år er elevlønnen 15.000 kr. om måneden, mens lønnen for elever over 25 år er 22.772,75 kr. om måneden i hele uddannelsesperioden.

Nordfyns Kommune betaler udgifter til skolebøger og evt. studietur.

Uddannelsen starter hvert år den 1. september.

Skoleophold

Under elevuddannelsen, skal du også tilegne dig en masse teoretisk viden indenfor specialet Offentlig administration.

Denne del af uddannelsen som elev ved Nordfyns Kommune foregår på Tietgenskolen i Odense og består af 3 hovedforløb, 2 - 3 valgfagsuger samt fagprøve.

Her er et udsnit af det, du skal lære på dine skoleophold:

  • Kommunikation og Formidling

  • Lovgivning

  • Myndighedsudøvelse

  • Økonomi

  • Politisk styring

  • Innovation

  • Samarbejde

Som en del af 3. skoleophold tilbyder vi en uges studietur til Bruxelles. Tietgenskolen har valgt at flytte EU-undervisningen til Bruxelles, fordi du under studieturen får mulighed for at komme ind på alle EU-institutioner og besøge forskellige seværdigheder i byen. Denne tur giver dig samtidigt et godt sammenhold med klassekammeraterne fra skoleopholdene.

Når du er færdig med tredje skoleperiode, afsluttes det med en fagprøve. Det er fagprøven, der samler hele uddannelsesforløbet. Fagprøven skal sikre, at du har nået alle mål, der er for uddannelsen. Både de fælles mål, og målene for undervisning og oplæring i praktiktiden.

Vores forventninger

Vi forventer, at du:

  • Relevant uddannelse (HGV, HGS, EUX, HHX, STX, HF, HTX)

  • Er ansvarsbevidst

  • Er initiativrig og engageret

  • Er velformuleret i tale og skrift

  • Er samarbejdsvillig

  • Er smilende og fyldt med godt humør

  • Er fuld af gå på mod

  • Er velorienteret og interesseret i samfundet omkring dig

  • Brænder for at arbejde på en spændende arbejdsplads med mange udfordringer og fremtidsmuligheder

Karriere- og jobmuligheder

Kontorelevuddannelsen er på mange måder en bred uddannelse, hvor du får mange færdigheder med dig. Det giver dig gode kort på hånden og mange jobmuligheder efterfølgende både inden for det offentlige og i det private erhvervsliv.

Mange af vores kontorelever har været så glade for deres uddannelsesforløb hos os, at de har valgt at blive ansat i Nordfyns Kommune efterfølgende. Vi har tidligere elever ansat i eksempelvis Borgerservice, Løn og Kontraktstyring, Ydelseskontoret og Jobcentret.

Hvis du er interesseret i uddannelsen til kontorassistent, så hold øje med stillingsopslag her på hjemmesiden.

Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte

Personalekonsulent, HR
Vibeke Vindahl Hermann
Tlf. 20170897

Her kan du læse om, hvordan det er at være kontorelev i Nordfyns Kommune

Pia Eggeling Poulsen

28 år, 2. års elev i Nordfyns Kommune

1. år ved Ydelseskontoret på Søndersø Rådhus
2. år ved Løn og Kontraktstyring på Bogense Rådhus

Uddannelsesbaggrund

EUX på Tietgen Business med speciale i offentlig administration.

Min oplevelse af Nordfyns Kommune som uddannelsessted er positiv

Nordfyns Kommune er en lille kommune; arbejdsopgaverne er mange, og læringen er derfor stor. Du har mulighed for at have ansvar, og der er stor tillid til, at du kan løse arbejdsopgaverne selvstændigt. Du specialiserer dig ikke kun inden for ét område, da du som udgangspunkt skal have berørt økonomi, sagsbehandling og borgervejledning. Personligt har det givet mig god viden om, hvad jeg vil specialisere mig inden for efter endt uddannelse. Under din uddannelse skal du på skole i Odense, hvor teori bliver koblet på praksis. Der er også mulighed for at deltage i en studietur til Bruxelles, hvor du bliver klogere på EU og for eksempel kommer ind og ser Europa-Parlamentet. Det er en god mulighed for at netværke med dine medelever. Min tur var rigtig god, så det kan jeg kun anbefale.

Arbejdsopgaver - Løn og Kontraktstyring

Der er mange forskellige opgaver under denne afdeling. Du har som elev mulighed for selv at sammensætte dine faste opgaver sammen med din oplæringsansvarlige:

  • Oprettelse af nye ansættelser
  • Vedligeholdelse af ansættelser
  • Fokus på overenskomster
  • Udarbejdelse af vejledninger til decentrale ledere
  • Mineapps
  • Refusion
  • Barsel

Arbejdsopgaver - Ydelseskontoret

På Ydelseskontoret arbejdede jeg med sagsbehandling af digitale ansøgninger fra borgere, der søger om en ydelse jf. Social- og Aktivloven. Blandt andet kontanthjælp, uddannelseshjælp, integrationsydelse og enkeltydelser. Min faste opgave var primært at behandle enkeltydelsesansøgninger. En enkeltydelse er økonomisk hjælp til nødvendige udgifter, som en borger ikke selv har mulighed for at afholde. Det kan være flyttehjælp, medicinbevilling, tandlægehjælp, huslejerestance m.m.

Opgaver:

  • Tjekke om borgeren har afleveret korrekt dokumentation til sin ansøgning
  • Partshøring
  • Lovstof: Social- og Aktivloven, Retssikkerhedsloven, Forvaltningsloven, Offentlighedsloven m.m.
  • Rådighedsberegning
  • Træffe afgørelse i sagen
  • Klagebehandling
  • Journalisering

Derudover betalte jeg regninger og vejledte borgere både personligt og over telefon.

Jeg har oplevet at blive taget godt imod og hurtigt blive en del af teamet begge steder, jeg har været.

Lea Sølyst Aagaard

34 år og 1. års elev i Nordfyns Kommune.

Skolebaggrund:

Jeg har færdiggjort en EUX på Tietgen Business.

Mit første år som elev:

Det første år er jeg på Bogense Rådhus i Strategi og Politik, hvor jeg er i HR.
I HR arbejder jeg med mange forskellige typer opgaver, der relaterer til kommunens medarbejdere. Jeg har opgaver inden for blandt andet arbejdsmiljø og sundhed, og nogle af mine faste arbejdsopgaver er at behandle arbejdsskader fra medarbejdere i kommunen, der har været ude for en arbejdsulykke, og at levere post fra Arbejdstilsynet ud til organisationens ledere og arbejdsmiljørepræsentanter.
Som en del af HR er der tillid til, at man arbejder selvstændigt med sine arbejdsopgaver, og så har man muligheden for at være med til at styre, hvordan ens faglige profil skal se ud - hvilket betyder, at man er med til at vælge, hvilke områder der er interessante, og få arbejdsopgaver tilrettelagt efter det.

Primære opgaver i HR:

  • Behandle arbejdsskader
  • Medansvarlig for koordinering af projekter inden for arbejdsmiljø og sundhed, herunder den årlige arbejdsmiljødag og DHL-Stafet 2024 for alle medarbejdere i organisationen
  • Levere elektronisk post fra arbejdsmiljøpostkassen.
  • Ad hoc opgaver, som f.eks. opgaver i Excel og kommunikationsopgaver på intranetsiden.

Elev i Nordfyns Kommune:

Ordene velkommen, tillid, ansvar og udvikling synes jeg beskriver godt, hvad det vil sige at være kontorelev i Nordfyns Kommune. Man bliver taget rigtig godt imod, og man føler sig velkommen. Der er tillid til, at man selvstændigt løser sine arbejdsopgaver, og man har muligheden for at få ansvar, hvis man ønsker det. Noget af det bedste er, at man kommer ud i flere områder i organisationen, og man tillærer sig derfor en bred faglig viden, men også en viden om, hvordan det er at arbejde i kommunen.

Under uddannelsen er der flere skoleophold, hvor man bliver undervist i bl.a. forvaltningsloven, og det er den lov, man arbejder under i kommunalt regi. Derudover er der en studietur til Bruxelles, hvor man lærer mere om EU. Der er også et elevfællesskab, hvor man mødes og kan sparre med hinanden.