Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Budget 2024: Økonomiudvalget nedjusterer udmeldingen af det økonomiske råderum

På et ekstraordinært møde d. 9. august besluttede økonomiudvalget i Nordfyns Kommune at nedskrive behovet for et økonomisk råderum. Råderummet skal forstås som den økonomi, der skal findes på budgettet for at få det i balance. Nedjusteringen skyldes blandt andet en mere positiv økonomiaftale med regeringen end forventet og en væsentligt forbedret indtægtsside.

NFK Kommuneskilt.jpg

De truende skyer over Nordfyns Kommunes økonomi er ikke væk, men i den økonomiske vejrudsigt er der forsigtig optimisme at spore efter et økonomiudvalgsmøde d. 9. august, hvor udvalget fik en status på budget 2024, baseret på nye opdaterede tal.

 

Økonomiudvalget valgte på den baggrund at nedjustere behovet for det økonomiske råderum til 35 mio.kr. I foråret blev råderummet skønnet til at skulle være 57 mio. kr.

 

De 35 mio. kr. bliver fordelt mellem de stående udvalg og økonomiudvalget, og opgaven med at finde forslag til omstillinger er hermed blevet alt andet lige nemmere. Dog understreger økonomiudvalget, at 35 mio. kr. også er et anseligt beløb, og at der vil skulle arbejdes målrettet med at opfylde rammen.

 

Budget i balance uden træk på likviditeten

Når de politiske forhandlinger går i gang efter høringsperioden, er det økonomiudvalgets klare målsætning, at der skal udarbejdes et budget i balance, ikke kun i 2024, men også i overslagsårene 2025, 2026 og 2027. Det betyder konkret, at der skal være en driftsbalance over en 4-årig periode, der både efterlever måltallet for overskud på den ordinære drift, og en balance uden træk på likviditeten.

 

I forhandlingerne vil der blive set ind i både drift og anlæg for at sikre den nævnte budgetbalance. Her vil der blandt andet også blive set på bl.a. størrelsen af budgetreserver og behovet for jordforsyning til kommunale udstykninger.

 

Derfor tegner økonomien bedre

Der er gode grunde til, at rammeudmeldingen for at finde økonomisk råderum nedjusteres fra 57 mio. kr. til 35 mio. kr. - forhold, der ikke kunne forudses i foråret.

  • I foråret, da den oprindelige ramme blev meldt ud, var der udsigt til en markant stram økonomiaftale mellem regeringen og kommunen, men aftalen blev bedre end forventet.
  • Den økonomiske midtvejsregulering mellem staten og kommunen blev i 2023 væsentligt bedre end forventet, ikke mindst sammenlignet med midtvejsreguleringen for 2022
  • Kommunens indtægtsside har vist sig større end forventet. Det gælder blandt stigende selskabsskatter.
  • Der er sket en forhøjelse af servicerammen, som dog også skal finansieres.
  • Endelig ses der i Nordfyns Kommune stigende interesse fra private investorer for at investere i boligprojekter. Det betyder, at der ikke er behov for, at kommunen i samme omfang som tidligere skal finansiere byggemodninger.

Bruttokatalog i høring

Økonomiudvalget har besluttet at sende det samlede bruttokatalog med råderumsbeskrivelser for mere end 50 mio. kr. i høring. Udvalgene har arbejdet intenst med forslagene henover foråret, herunder de enkelte råderumsbeskrivelser. Udvalgene vil på møderne i august skulle afklare, hvilke konkrete prioriteringer de ser inden for udvalgets område. Prioriteringerne vil indgå i de videre politiske forhandlinger.

 

Budgetmaterialet sendes i høring i perioden fra den 11. til den 26. august 2023. Borgere, foreninger, brugerbestyrelser har dermed muligheden for at sætte deres aftryk på budgettet. Den 4. september afholdes der et digitalt borgermøde, hvor der er budgetorientering og igen mulighed for at blive hørt.

 

Se høringsmateriale

 

Økonomiudvalget:

 

Mette Landtved-Holm(V) - Borgmester

Kasper Solberg (A) - Næstformand

Bo Jakobsen(B)

Anders Thingholm(C)

Anne-Lise Sievers (F)

Jane Yndgaard (O)

Marie Holmgaard Søvsø (V)

Ole Taustrup Hansen (V)

Kenneth Clasen (løsgænger)